Nu hvor soklen til toilettet er meget tør, går vi i gang med at mure muren op i lecasten med strandmørtel. Døren vil være 90 cm bred, svarende til at der sagtens kan komme en kørestol ind gennem døren, man kan lige så godt tage alle ting med i betragtning da vi jo ikke ved hvad der kan ske.
Badeværelset er stort – indrømmet, min far mener nok endda det er decideret luksus stort, men sådan har vi nu engang besluttet os for at det skal være.
Plantegning af toilettet
Dette er en del af plantegningen, den øverste store kolos er et kommende spabad, skulle gerne blive 125-135cm bredt og 180 langt.
Nedenunder ud mod væggen er der et badeværelses møbel med vask og stort spejl (ihvertfald som vi har tænkt os det), på 150cm.
Dernæst er der et toilet, dette bliver sat så der er mindst 90cm afstand mellem badeværelsesmøblet og væggen, så der kan blive plads til at montere handicap gelændere hvis dette skulle blive nødvendigt.
Der er desuden to 45cm skabe i nederste højre hjørne.
Jeg optog nedenstående video mens far var igang med at mure
Min far igang med at mure toiletvæggen op i lecasten – det bliver gjort ordentligt, det er mange års erfaring der spiller ind her. Der er murbindere imellem alle sten ved ydermurene, og der er murbindere ind mod badeværelset hvor vi vil sætte en mur af molersten for at give badeværelset et godt og behageligt miljø.
Jeg går en tur igennem huset og fortæller lidt om hvad planer er – efter at væggen er kommet væsentligt længere op. Beklager, det er første gang jeg har lavet en walk-through video, men hvad – en gang skal være den første gang – og det giver jer nok et væsentligt bedre indtryk af planerne.
I går fik vi så lagt tre lag fundablokke ned i et dybt hul, som er gravet af drengene.
Stenene er lagt forbandt (forskudt) for hinanden, så det giver en meget stærkere konstruktion.
Det sværeste var naturligvis at få samtlige sten i vater og få dem til at ligge i en 90 graders vinkel i samlingen. Samtidig at det skulle være sænket minimum 60cm fra det kommende nye gulv. Men det lykkedes hele vejen.
Min fætter Erland Frank kom forbi med en kasse øl så vi havde noget at stå mod med. Jesper, den ældste søn havde hjulpet grundigt med at grave ud i gulvet. Min yngste søn Thor og en af mine hjælpere havde desværre helt udtømt mig for øl i huset, men sådan er det jo nu engang 😛 Mange tak for hjælpen folkens 🙂
Kan man kalde dette for en form for rejsegilde? Mmm det tror jeg måske nok vi kan 😉
Så blev det tid til, at vi skal have sat en bærende mur inde i huset, da vi har fjernet en del af de gamle bjælker.
Derfor har vi blandt andet bestilt følgende:
120 stk Fundablokke 15x20x50 cm (Købt ved BygMax.dk)
216 stk Lecablokke 10x19x49cm (Købt ved BygMax.dk)
1000 kg cement (Købt ved BygMa.dk)
9600 kg ( 6m3 ) støbemix (Købt ved TipLevering.dk)
Den opmærksomme læser lægger mærke til at det ikke er den samme leverandør vi bruger, eftersom at der er meget at spare ved at købe det forskellige steder, og der er fri levering på det meste, kan vi lige så godt købe alting så billigt som muligt – forudsat det er ordentlig kvalitet naturligvis.
Enig, forholdene mellem blokke, støbemix og cement passer ikke sammen, men det er helt sikkert at i løbet af processen skal vi nok få brugt vores støbemix og cement 🙂
Disse varer er blevet leveret ved huset i dag, og betyder at vi eventuelt er en smule til gene for beboerne i Kvols by, hvilket vi naturligvis beklager.
Ikke ret meget mere end et par slag, så segnede de indvendige vægge omkuld, faktisk i realiteten var det væsentlig nemmere at vælte disse vægge fremfor at vælte vægge lavet af gipsplader og et ordentligt skellet.
Men indtrykket efter at væggene er væltet, er genial… Damn det bliver dejligt med eet stort dejligt og lyst rum. På billedet til siden kan i se hvor meget lys der faktisk falder ind i rummet – og hvor meget det så vil gøre af forskel når alle kroge er fjernet så der ikke er de mørke og kedelige gange som ikke er særlig brugbare…
I kan se mange flere billeder i galleriet herunder.
Inden man går i gang med at vælte vægge som er så massive som disse er er / eller burde have været – skal man altid huske at understøtte de bærende konstruktioner med enten massive bjælker eller “soldater” – en soldat er sådan en dimmer:
Hvis bærende bjælker eller lignende ikke er understøttet – vil du risikere at skade huset, dig selv og dine medarbejdere. Desuden koster det cirka 7-10 kr om dagen at leje en soldat – og til et 60m2 område skal du bruge cirka 6-9 stk.